Fantasiens rolle i hverdagen
Hver gang jeg hører ordet fantasi, tænker jeg automatisk på
en eventyrlig verden fuld af magiske kræfter og væsener. Hvis jeg derimod
prøver at sætte dette fantasifulde univers ind i hverdagens rammer, forsvinder
al magien øjeblikkeligt. Vil det sige, at hverdag og fantasi ikke kan eksistere
sammen, eller er fantasi mon meget mere end de urealistiske fænomener, som vi kender
fra vores drømme, fra en film eller fra noget helt tredje? I så fald hvordan
møder hverdagen og fantasien så hinanden, hvis de overhovedet gør?
I folkeskolen husker jeg, hvordan min dansklærer fortalte mig,
at det var på tide, at jeg skiftede fagbøgerne ud med skønlitteratur. Det skete
dog ikke. Jeg valgte også at holde god afstand til rollespil, og når fastelavn kom,
var udklædningen min værste fjende. Umiddelbart var jeg nok ikke den store fan
af fantasiens urealistiske side. Til gengæld var og er jeg stadigvæk mere
optaget af den rationelle fantasi, som Andreas Lieberoth i sin bog ”Fantasi”
beskriver som ”at slippe nuet og tænke på fremtidsmuligheder - eller på hvordan
vi gerne ville have handlet anderledes i fortiden.” Ifølge Lieberoth handler
fantasi altså også om alle de tanker, vi gør os om fortiden og fremtiden,
hvilket jeg i den grad kan skrive under på at gøre. Helt ubevidst kan jeg sidde
på en hverdag og læse langtrukne lektier, og pludselig opdager jeg, at forestillinger
om hvad jeg skal tage mig til efter har stjålet al fokus. Det føles ligefrem
som om disse tanker om alt mellem himmel og jord konstant prøver at knække
koden til min opmærksomhed. Måske fylder fantasi faktisk mere i min hverdag,
end hvad jeg lige går og tror? Måske endda for meget?
Tankerne kan altså hurtigt tage overhånd i hverdagen og
skubbe en i den forkerte retning. Det er sandsynligvis, hvad Allan Otte har
forsøgt at pointere i sit maleri ”Suppedas” fra 2014, hvor en rød bil flyder
rundt i noget, der kunne ligne en sø. I baggrunden af maleriet kan man se en
række træer, som står på en forhøjning, der gradvist bliver højere, jo længere
til venstre man kigger. Disse træer samt den omkringliggende natur spejles i
vandet, som bilen ligger i. Naturen er generelt meget smuk, men jeg får alligevel
en stærk følelse af disharmoni, når jeg ser på bilen. Dens røde farve gør i
forvejen, at den skiller sig markant ud fra alle de grønne omgivelser og bliver
meget forstyrrende. Men det store spørgsmål lyder stadigvæk: Hvordan er bilen
dog havnet der? Har føreren mon følt sig oversvømmet i et hav af tanker og mistet
koncentrationen, hvilket til sidst har medført ulykken? Det kan vel diskuteres,
men uanset hvad er maleriet et eksempel på, hvordan fantasien er til stede i
hverdagen og kan volde en problemer, hvis ikke man fokuserer.
Selvom fantasi altså kan have en distraherende effekt, kan
jeg imidlertid remse en del positive sider ved fantasi op. F.eks. til at tænke
kreativt. Jeg taler jo nok på alles vegne, når jeg siger, at kedsomhed kan
føles som en stor mundfuld at sluge. Bruger man til gengæld sin fantasi til at
komme på nye ideer til hvad man kan lave, er jeg stensikker på, at man før
eller siden beskæftiger sig med noget morsomt. Lige siden barndommen har vi
nemlig brugt vores fantasi, og vha. alle de nye erfaringer vi gør os, bliver vi
hele tiden bedre til at tænke i nye baner. Det kan vel kobles til det projekt,
vi laver i skolen, på arbejdet eller hjemme i haven, hvor vi også tænker ud af
boksen for at få det endelige resultat til at stråle.
Et eksempel på hvordan fantasien bruges kreativt til at slå kedsomheden
ihjel og i stedet få ideer er maleriet ”De levende og de døde” af Kathrine
Ærtebjerg fra 2013. Maleriet forestiller en form for skov, idet at der er små,
røde planter ved jorden og ranker, som hænger tilfældigt på alle ledder og
kanter. Maleriet er domineret af en dunkel blå farve, som får det til at ligne,
at det er nat, hvilket forstærker den følelse af stilhed og stilstand jeg
umiddelbart rammes af, når jeg kigger på maleriet. Der er også nogle lyse
farver, som medfører at der dannes en kontrast mellem lys og mørke. Desuden kan
man få øje på tre iøjnefaldende prikker med røde læber, som skinner mens de
hænger i luften. Læberne skaber en besjæling, hvilket jeg synes giver en
følelse af liv. Måske liv til ideer? I så fald kunne den mørke skov være et
symbol på kedsomheden, da det kan føles umuligt at finde en vej ud ad dem
begge. Men komplet umuligt er det dog ikke. Det understreges af de lyse
prikker, som symboliserer håb på trods af deres beskedne størrelse. De viser, at
der altid kan findes ideer, selvom det af og til kan se sort ud. Man skal bare bruge
sin fantasi.
Fantasi indgår altså på mange forskellige måder i hverdagen,
hvilket bl.a. kan ses når vi tænker kreativt og udvikler ideer. Fantasien
findes dog ikke kun på det gode, men også det onde, da den kan få en
forstyrrende effekt, når vi bevæger os rundt mellem fortiden og fremtiden. Men
ikke desto mindre er den til stede og påvirker os, uanset om vi synes om den
eller ej. Hvilken rolle spiller fantasien i din hverdag, og hvilken indflydelse
har den på dig?
- Thor
Kommentarer
Send en kommentar