Mængden af fantasi i hverdagen

 

Tit når jeg tænker på ordet fantasi ser jeg det som en verden fyldt med alle mulige skører former og farver, en verden man ikke helt specifikt kan sige, hvad skal forstille. For mig sammenligner jeg det tit med en olie klat der spildt på vejen, den har maser af farver, en har underlig form og der er ingen rette linjer, det flyder bare rundt. Hvad jeg dog nogle gange glemmer er at fantasi er meget mere en det. Det er også en mulighed for at slippe for den trættende og uretfærdig daglig dag man trækkes med dag ind og dag ud.

Da jeg var barn, var min fantasi nærmest ubegrænset. Jeg kunne kreere alle mulige former for forskellige verdener af drager, feer, levende huse og dyr som kunne tale. For det meste udviklede disse eventyrlig og vidstrakte fantasier sig til de sjoveste, og en gang imellem meget indviklede, lege som blev leget om og om igen med stor glæde i skolegården. Når jeg kom hjem fra skole og fortalte mine forældre, hvad vi havde leget, fik jeg ofte at vide, at jeg havde en livlig fantasi, men i takt med at jeg blev ældre forsvandt den livlige fantasi længere og længere ind bag bekymringerne om skole og sport. Jeg har stadig min fantasi den udformer sig bare anderledes nu, som den sikkert også gør for mange andre.

Vi kender det nok alle sammen, vi sidder i skolen og læreren gennemgår noget på tavlen, men man ved ikke helt hvad det er for man lytter ikke rigtig efter, man er ikke til stede for man sidder og forsvinder væk i sine egen tanker. Man sidder og fantaserer om hvor fed en weekend man kommer til at få og hvad man skal lave. Ens fantasi er der stadig, den er bare ikke så abstrakt som den var da man var lille. Nu bruger jeg min fantasi til at undslippe hverdagen og drømme mig ud det mest udstrakte scenarier jeg kan, af helt normale hverdags ting.

Nogle gange fantaserer jeg for eksempel om at kører i skole. En helt normal ting jeg gør hverdag. Jeg kører ud af Otterup vejen, 80 km i timen og det går helt perfekt, men pludselig tager min fantasi den drejning at jeg kører galt. Når jeg fantaserer om sådan noget er det ikke fordi jeg ønsker det sker, tværtimod, men det kunne jo komme til at ske. Man ser tit biler der holder i grøften med havariblinket tændt og tænker at sådan kunne man lige så godt og selv ende, hvis man var for uopmærksom. Sådan tænker jeg også når jeg ser Allan Ottes akrylmaleri ”Suppedas” fra 2014. Maleriet forestiller, hvad nogle måske ville kalde en gammel rød skrammelkasse. Den røde bil er formentlig kørt galt, eftersom at man på maleriet kan se den er nede i en form for stor å. Rundt om bilen er et motiv af en frodig skov. Selve måden skoven er malet på er en blanding af ensrettet streger og prikker, det er ikke malet for at ligne det præcist eller være mest realistisk. Selve vandet som omringer bilen, er ikke malet præcis på samme måde som skoven. Vandet er malet utydeligt, det er sløret, men alligevel er det malet mere realistisk end selve skoven. Motivet i maleriet er meget fredfyldt, det virker som et uberørt øjeblik fordi vandet er helt stille og der falder nærmest en ro over det når man kigger på det. Når jeg kigger på maleriet, kan jeg kun fantasere om, hvilke begivenheder der dog har ledt op til, at bilen skulle ende præcist sådan. Det sætter altså gang i ens fantasi og hvert individ kan digte hver deres historie om hvad der er bilen forhistorie.

Et andet maleri der også dukker op i mine tanker når jeg tænker på ordet fantasi og det at fantasere er ”menneskebarn I” af Kathrine Ærtebjerg fra 2020. Maleriet forestiller et ansigt. Ansigtet er meget begrænset i brugen af detaljer. Man ser kun afmærkninger af hovedets form, et par enkle stykker af håret, næse, øjne og mund. Øjnene gør at man bliver hævet med ind i billedet, fordi de kigger direkte ud på en. Omme bag ansigtet er der en gul farve, den udfylder ikke hele maleriet, men kun lige ansigtet. Sammen med den gule farve er der også aftryk af forskellige blade i en hvid farve. For mig fortæller maleriet, hvordan man kan skabe mennesker i ens fantasier. De ligner ikke altid en selv eller dem fra den virkelig verden og er heller ikke altid fuldkommende, men man kan stadig genkende det og sige hvad det er meningen det skal være.

Ens fantasi som er fyldt med disse slags fantasi mennesker eller bare helt normale hverdags ting, udspiller sig også i vores drømme. Det er i vores drømme at den fantasi som var stærkest da vi var børn, udspiller sig selv bedst. Men har man ikke stadig den samme fantasi som voksen som man også havde da man var barn? Det må man jo have, ellers ville alle de fantastiske værker af henholdsvis både film, bøger og malerier vi kender til den dag i dag, jo ikke været kommet til, vel?

 

-  Katrine