Fantasi som en frygt

”Puff du er alene, alt er forbi
for drager lever tusind år
hvor er min fantasi
Du kan li´at lege du var min ven
men kære puff jeg blir jo aldrig som et barn igen.”

Der er en ting, jeg aldrig har forstået. Hvorfor stopper folk med at fantasere? Når jeg siger folk mener jeg ikke alle mennesker, men nærmere alle andre end mig. Jeg kan selvfølgelig ikke generalisere alle, men når jeg snakker med andre, læser eller hører hvad de har at sige omkring deres liv og fantasi er der ofte fokus på: 1, at de ikke længere har deres fantasi. 2, hvis de har den, så er der en kæmpe forskel på deres fantasi som barn og som teenager eller voksen. Siden jeg var lille, har ideen om at miste min fantasi skræmt mig. Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig vil miste den, og jeg har holdt så godt fast i den, at jeg heller ikke har. Min største frygt er at miste min fantasi, og det efterlader mig med et ubesvaret spørgsmål. Hvorfor er jeg så bange for at miste min fantasi, og hvorfor er andre ikke?

Men det kan jo også være, at man ser anderledes på fantasi? Måske er det ikke mængden af fantasi der har ændret sig, men definitionen? Da jeg var lille, kom fantasien frem i lege. Jeg leger desværre ikke længere, selvom der egentlig ikke er noget andet jeg hellere vil. Fordi jeg er ”voksen”, må jeg ikke lege som et lille barn, og alle de fantasiverdener jeg har, må udforskes på en anden måde. Det kan selvfølgelig foregå inde i mine tanker, men ofte er det ikke nok, og så bliver jeg nødt til at udtrykke dem på en anden måde. I 9. klasse skrev jeg en opgave om Allan Ottes maleri ”The End”. Ud fra maleriet skulle jeg skrive en novelle, og det var egentlig ikke så svært. Maleriet forestiller en solnedgang, der forsvinder bag en landevej. Generelt ser landskabet meget dansk ud med laden og halmballerne, samt cykelstien ved siden af landevejen. Jeg så mange muligheder i maleriet, og det sværeste var at beslutte mig for, hvilken verden denne solnedgang eksisterede i. Det er bare et eksempel på fantasien i hverdagen, og hvordan fantasien kan gemmes væk bag noget mere ”virkeligt”, som at skrive en aflevering i dansk. Hvorfor er det så at fantasien bliver gemt væk bag noget mere… hvad kan man kalde det? Produktivt? Har man brug for at være moden, og hvorfor er moden så lig med fantasiløs? Hvor ligger grænsen egentlig for hvad der er fantasi og hvad der er virkelighed?

       ”Skal jeg virkelig være en pige hele livet?”

”Skal hun virkelig være en pige hele livet?

                                        ”Skal jeg virkelig være en pige hele livet?”

”Skal hun virkelig være en pige hele livet?

                                                                                       ”Skal jeg virkelig være en pige hele livet?”

Sådan lød maleriet af Kathrine Ærtebjerg. Eller, maleriet lød ikke, men det var det eneste jeg opfattede af det. En piges stemme kunne høres fra forskellige højtalere rundt omkring. Hun læste titlerne op på Ærtebjergs malerier. Jeg kan ikke huske, hvordan maleriet ”Skal jeg virkelig være en pige hele livet?” så ud, men for mig var det heller ikke vigtigt. Selve titlen var. For skal jeg virkelig være en pige hele livet? Eller en dreng? Skal nogen det? Hvad, hvis man ikke har lyst til at være det køn, man blev født som? Hvad, hvis man ikke føler sig som nogle af de køn, der er? Hvad gør man så? Kan man finde svar i sin fantasi?

Når det kommer til køn, er der selvfølgelig den biologiske side med x og y kromosomer, men ellers er det menneskeheden der har defineret køn; hvad de forskellige køn er, og hvad de må og ikke må, og også hvor mange der er. I vesten er der kun to, andre steder er der flere. Det betyder, at noget er bestemt ud fra ens fantasi, og pludselig er blevet til virkelighed og hverdag. De fleste kigger jo ikke på planter og bestemmer, hvilket køn de er, selvom planter egentlig har køn. Måske er det fordi mennesket har evnen til at bestemme deres eget køn, og hvordan de vil opfatte sig selv. Nogle mennesker har så valgt at bestemme for andre, og på den måde har de lukket af for den enkeltes fantastiske syn på sig selv.

Er menneskets køn det eneste eksempel på grænsen mellem fantasi og virkelighed? Eller er der noget mere simpelt? Som at samle på solnedgange? Jeg samler på solnedgange. Det kan jeg ikke, men jeg gør det alligevel. En solnedgang er hverken min eller noget jeg kan holde eller gemme. Billedet af en solnedgang er heller ikke en solnedgang, men jeg så solnedgangen, mens jeg tog billedet. Den bliver gemt i min fantasi. Samler jeg så bare billeder af solnedgange, eller samler jeg på solnedgange? Det er vel kun mig, der bestemmer det, og for mig er min solnedgangssamling både i min fantasi og i min virkelighed.

Jeg har stadig mange ubesvarede spørgsmål, jeg sikkert kunne finde et svar på, hvis jeg virkelig prøvede. Er det kun mig der ser friheden i, at hverdagen og fantasien er en og samme ting? At de ting jeg har i mine tanker, og de ting jeg ser foran mig, flyder sammen i en betydning? Er det derfor, at jeg er så bange for at miste min fantasi? For uden min fantasi har jeg vel ikke min frihed?

- Johanne