Hverdagens fantasi

 Som lille kunne jeg ikke kende forskel på virkeligheden og fantasien. Jeg tilbragte dermed en hverdag, hvor jeg troede, at der fandtes hvide heste med horn og vinger, indtil at jeg en dag, senere i livet fandt ud af, at en enhjørning og en pegasus er to forskellige fabeldyr. De findes desuden begge to ikke. Hvad så med nu hvor jeg er blevet ældre? Spiller fantasi da en rolle i min hverdag, sammenlignet med dengang jeg var barn?

Af kulturmæssige årsager fik jeg et indtryk af, at det at fantasere og virkelig leve sig ind i sin egen verden med blomsterenge og evig godt vejr var noget, som kun var tilladt for små børn omkring 7 år. Hvilket vil sige 2-3 klasse. Tænker jeg over det nu, er det nok ikke helt rigtigt, da jeg tydeligt kan huske, at jeg var meget optaget af tegneserier og mange andre ting helt op til 5-6.klasse.

Min fantasifulde, fancy, farverige verden med regnbuer og blomster forsvandt selvfølgelig ikke bare fra den ene dag til den anden, men det er alligevel helt klart, at den del af mig blev mindre og mindre, jo ældre jeg blev. Generelt virker det som en del af det at vokse op. At man vokser fra det og til gengæld finder andre interesser. Skal jeg være ærlig, blev skolen det, som fylder allermest i min hverdag. Et eller andet sted følte jeg også, at det var en smule pinligt, hvis man stadig var optaget af sådanne barnlige ting, som en 12-årig, men selvfølgelig havde de andre børns meninger også en indflydelse på, hvad jeg mente var barnligt. Eftersom jeg ikke ville skille mig ud, var min overlevelsesplan altså at følge flertallets meninger.

Forfatteren Andreas Lieberoth skriver i sin bog ”Fantasi” om den rationelle fantasi, som han beskriver som: ”…en praktisk mekanisme til at slippe nuet og tænke på fremtidsmuligheder - eller på hvordan vi gerne ville have handlet anderledes i fortiden.” De små, ofte ligegyldige, overvejelser popper op, uden stop, som fyrværkeri og fylder næsten en fjerdedel af den lagerplads, som min hjerne har. Overvejelserne kunne være alt fra lektiehjælp, eller det som veninden gerne ville vise mig, om det så var et billede af hendes kæreste, smykker eller en meme. Hvad nu hvis jeg forklarede opgaven på en anden måde, var det så nemmere at forstå min pointe? Hvad nu hvis andre spørger om den samme opgave, hvordan kan jeg så hjælpe? Hvad nu hvis jeg havde grint med hende, da hun viste mig den meme, som hun syntes var så sjov, selvom jeg slet ikke forstod den? Alle de forestillinger vi gør om os selv, andre, fremtiden og fortiden, som ikke er virkelige, er hvad Andreas Lieberoth i sin bog bl.a. forklarer som voksenfantasi, altså den rationelle fantasi. Er der så egentlig noget tidspunkt, hvor mennesket ikke bruger sin fantasi?

Et maleri der faldt mig i øjnene, netop i forhold til dette emne om fantasi, er værket ”Hun havde tit fået at vide at hun var en blomst. Hun følte sig ikke som sådan” af Katrine Ærtebjerg. Et oliemaleri fra 2003, der viser en pige der ligner en blanding af et dyr og et menneske. Pigen holder et spejl for sig, der i stedet for at spejle hende, viser en blomst. Det siger lidt sig selv ud fra titlen, at blomsten, der vises i spejlet, er en forestilling af, hvordan andre ser pigen, men det at hun ikke føler sig som sådan er en hentydning til, at dette blot skal forstås som en sammenligning mellem det positive og skønne i pigen og blomstens skønhed. Selv sådan noget som et kompliment viser sig at være fantasi, da et menneske selvfølgelig ikke kan være en blomst, men når man hører det, ender man alligevel med at forestille sig én.

Hvor mange gange har du ikke selv oplevet, hvor du efter et skænderi sidder i din egen verden og forestiller dig alle mulige udfald, der kunne have sket, hvis du havde gjort bare én ting anderledes? Det er måske nemmere at forstå det som en måde at tænke på, der svarer til, at vi reflekterer over os selv, andre, fremtiden og fortiden. Når jeg sidder om aftenen i hverdagen og laver lektier, som egentlig blev givet ugen før, kan jeg ikke undgå at forestille mig selv i en anderledes situation, hvis bare jeg havde lavet dem, den dag de blev givet. Fortrydelse.

Et eksempel på noget lignende er værket ”Suppedas” af Allan Otte. Maleriet er fra 2014 og viser en bil, der uheldigvis er endt ud i en sump. Maleriet er domineret af naturlige farver som brun og grøn på nær bilens iøjefaldende røde farve. Da rød og grøn er kontrastfarver, fremstår bilen meget intenst, men lige så meget gør den omkringliggende skov. I en beskrivelse af værkets motiv ”Efterbilleder” er der skrevet: ”Som det fremgår af værkerne under dette tema, udspiller dramaet sig altid i et genkendeligt nærmiljø, og det kunne nemt være en situation, vi stødte på i vores egen hverdag.” Denne beskrivelse fandt jeg personligt meget tankevækkende. Selvom disse former for ulykker lyder som noget langt væk fra vores egen hverdag, er sandheden, som der også nævnes i beskrivelsen, at det sagtens kunne være noget, vi selv en dag kom ud for.

Dette er vel også fantasi? Fantasi refererer altså ikke kun til den, jeg brugte, da jeg var barn, hvilket vil sige, at man ikke nødvendigvis vokser fra den, men tværtimod vokser med den. En evne vi i sidste ende mere eller mindre ubevidst bruger i hverdagen. Hvor meget bruger du så selv din fantasi?

- Sakula